Jeg voksede op i en lille landsby i det nordlige Nigeria.
Noget af det, jeg husker bedst, er aftenerne. Når dagens varme langsomt slap sit tag, samledes folk under de store baobabtræer. Måtterne blev rullet ud, petroleumslamperne tændt, og samtalerne begyndte. De voksne fortalte historier og talte sammen. Vi børn legede omkring dem, lyttede med indimellem og faldt til sidst i søvn på måtterne. Aftenerne havde deres egen rytme. Der var altid tid til en historie mere.
Jeg husker ikke meget af det, der blev sagt. Men jeg husker følelsen af at være der. Af at høre til. Af at have al den tid, man havde brug for. På hausa, som blev talt i den del af Nigeria, hvor vi boede, findes et ord, der indfanger netop denne stemning.
Hira.
Mange år senere fandt vi en grund i Nordjylland. Omgivet af hede og skov, med Vesterhavet tæt på. Et helt andet landskab, men med noget af den samme ro. Vi drømte om at bygge et hus, hvor man kunne sænke tempoet. Hvor der var plads til lange samtaler, stille morgener og aftener, der ikke behøvede at slutte.
Det blev til HIRA. Et hus i den nordjyske natur, med en lille smule af min barndom i Nigeria.
Velkommen.
HIRA er først og fremmest vores eget sommerhus. Vi bruger det så ofte, vi kan, og når vi ikke selv er her, deler vi det gerne med andre. Vi håber, at I vil nyde at være her lige så meget, som vi gør.
